Taiwan Corner

 


Et år efter Taiwans præsident Ma Ying-jeous indsættelse

Opdateret 13. juni 2009

Et år efter indsættelsen af Taiwans præsident Ma Ying-jeou gjorde Taiwan Corner status med et møde om den politiske og økonomiske udvikling i Taiwan tirsdag den 19. juni 2009. Mødet fandt sted i Kulturstaldene på Vesterbro med medlemmer og gæster.

Forbedret forhold til Kina siden præsidentens indsættelse
Formanden for Taiwan Corner listede først alle de tiltag der er trådt i kræft siden 20. maj 2008, da præsidenten fra det Kinesiske Nationalistparty KMT vandt præsidentposten i Taiwan: Direkte flyforbindelser fra Taiwan til destinationer i Kina er trådt i kraft. Derudover er der indgået aftale om fødevaresikkerhed med Kina, og ud over lempede investeringsmuligheder for Taiwan i Kina, kan Kina nu investere direkte i Taiwan inden for udvalgte brancheområder som biler, solenergi, fødevare samt 209 andre brancer, men dog ikke forsvar eller højteknologi.

Relationerne til Kina kan være farlige
Danielsen ser dog også faresignaler ved den nye samarbejdslinje mellem Kinas kommunistparti og Taiwans nationalistparti, KMT. Fx stiller han spørgsmålstegn ved, om taiwanske banker formår at konkurrere med kinesiske storbanker, der som bekendt er bakket op af den kinesiske stat.

Danielsen stiller sig også kritisk overfor samarbejdet om krinimalitet, som i fremtiden vil indebære at kinesisk politi får mulighed for at operere i Taiwan.

Opfordring til at forbedre det politiske klima i Taiwan
Selvom alle ansvarlige politikere i Taiwan ønsker at normalisere og udvide samarbejdet med Kina, er der stor forskel på Taiwans to store partiers betoning og fokus på Taiwans suverænitet, pointerede Danielsen. Med henvisning til statistikker fra anerkendte analyseinstitutter i Taiwan påviste Danielsen, at taiwanerne i stigende grad ser sig om taiwanere og ikke kinesere, og at befolkningen på ingen måde ønsker at lade samarbejdet med Kina føre til en egentlig forening.

I øvrigt gav Danielsen udtryk for sit ønske om, at de ledende politiske partier i Taiwan begyndte at samarbejde om at finde en mere ensrettet politik og rød tråd for Taiwans fremtid i stedet for det meget konfrontatoriske samarbejdsklima, der er udbredt i Taiwan, primært mellem partierne KMT og det uafhængighedssøgende DPP. Alternativet vil være en yderligere splittelse i befolkningen. Desuden vil en intensivering af de folkelige protester og demonstrationer opstå som følge af regeringens radikale pro-Kinapolitik, der ikke vækker genklang i store dele af den taiwanske befolkning.

Forhandlinger mellem to uligeværdige sider
Efter præsentationen stillede én af tilhørerne spørgsmålet om det ikke var ganske naturligt at kinesiske firmaer nu fik bedre mulighed for at investere i Taiwan, eftersom taiwanske firmaer i en lang årrække selv har investeret i Kina via et tredjeland som fx Hong Kong. Danielsen så ikke åbningen af det taiwanske samfund for kinesiske investeringer som et ubetinget gode: ”Det er vigtigt at fastholde, at Kina fortsat gør krav på, at Taiwan indlemmes i Folkerepublikken og desuden afstår Kina ikke fra at bruge sit militær, hvis ikke Taiwan lever op til Kinas krav om forening. Derved er parterne ikke ligeværdige.”

Alt i alt var det en givtig og åben diskussion om det første år med Ma Ying-jeou ved magten.

 

 

 

 

Formand for Taiwan Corner: Micahel Danielsen

 

 

 

▲ Plakater hængt op under mødet

 

 

Taiwan Corner

Taiwan Hjørnet - Taiwan Corner